Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Super Rally

Forberedelserne til tv-dækningen af Dansk Super Rally går ind i deres afsluttende fase

Dansk Super Rally 
24/03/24 

Der er nu en måned til, at første afdeling af årets Dansk Super Rally afvikles. Forberedelserne omkring tv-dækningen af mesterskabets seks løb har været i gang længe, og de er nu kommet ind i deres afsluttende fase.
 

”På den redaktionelle side har vi en aftale på plads med ViaPlay, som viser alle løbene. De kommer til at lægge sendeflade til selve live-delen i de enkelte løb, og så er aftalerne med de fleste af TV2-regionerne på plads,” siger Andreas Nowicki fra produktionsselskabet Nowtek ApS. ”Rent praktisk er vi ved at færdiggøre vores tekniske setup med et helt nyt kontrolcenter, som vi ikke kun skal bruge til at dække Dansk Super Rally, men også vil anvende i nogle af vores andre produktioner.”

Nowtek ApS er i disse dage i gang med at optagelser for DBU omkring det danske herrelandshold i fodbold og har erfaringer med tv-produktion omkring en række andre sportsgrene. Men rallysporten er ny for virksomheden.

”For os i Nowtek bliver det vigtigt at fortælle rallysporten ud fra et mere moderne og mangfoldigt synspunkt. At gøre det interessant for folk, som både har et dybt kendskab til sporten, men også for dem, som ikke har det. Vi vil gerne have flere til at interessere sig for sporten,” siger Andreas Nowicki. ”Vi kommer til at dykke dybere ned end bare at fortælle det sportslige resultat. Vores programmer skal omfavne alle de mennesker, som er med til at fortælle den. Jeg er glad for, at der er så mange tv-kanaler, som også er med til at omfavne den.”

Det er Driftsforeningen Dansk Super Rally, som har skabt grundlaget for, at Nowtek ApS kan dække løbene i Dansk Super Rally.

”Det har været et hårdt arbejde hen over vinteren, men vi har troet fast på projektet, og med det oplæg, Andreas i sin tid kom med, var vi overbevist om, at rallysporten ville få et godt produkt,” siger Jeannette Kvick fra Driftsforeningen Dansk Super Rally. ”Senest 48 timer efter løbene vil programmerne være færdigredigerede og blive afleveret til tv-stationerne, og så vil en prøve blive vist live på Viaplay, med mindre det kolliderer med andre ting i deres planlægning.”

”Det bliver den sidste prøve, der bliver kørt, som bliver sendt live på Viaplay,” forklarer Andreas Nowicki. ”I optakten til den live-udsendelse vil vi vise nogle højdepunkter fra de prøver, der er gået forud.”

Eksterne partnere som Dansk Metal, Gunnar Aaskov Motorsport, au2parts, AutoGlassic og Skoda Ejby bakker indtil videre op om tv-dækningen af årets Dansk Super Rally, mens der vil komme flere eksterne partnere i forhold til de enkelte afdelinger af Dansk Super Rally.

”Hertil kommer så hele 18 aktive teams, som bakker op om tv-aftalen, mens flere andre hold er interesserede i at være med lejlighedsvis ud fra de løb, som de vil deltage i,” forklarer Jeannette Kvick.

Driftsforeningen Dansk Super Rally

Morten Alstrup