Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Mikkel Jensen optimistisk før VM-premiere i Qatar

FIA WEC 
02/03/24 

World Endurance ChampionshipMikkel Jensen og teamkammeraterne fra Team Peugeot TotalEnergies starter fra en sjetteplads i WEC-premieren, som skydes i gang lørdag formiddag dansk tid.
 


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Den danske Peugeot-fabrikskører Mikkel Jensen er denne weekend tilbage i verdensmesterskabet for sportsvogne, når han sammen med teamkammeraterne Jean-Éric Vergne og Nico Müller stiller op til FIA WEC-sæsonpremieren på Losail International Circuit i Qatar. Mens danske Jensen og franske Vergne de seneste sæsoner har været fast interiør i den ene af Peugeot-holdets to 9X8 Hypercars, erstatter tyske Müller i år britiske Paul Di Resta, som i stedet er flyttet over i søsterbilen.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Det reviderede trekløver viste allerede stærke takter under den traditionelle prolog, som blev afviklet tidligere på ugen, og efter en stærk kvalifikation af Vergne, som fredag eftermiddag placerede holdets Peugeot 9X8 Hypercar på en sjetteplads i den afgørende Hyperpole, er der lagt i ovnen til et spændende ræs.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Fedt at være tilbage hos Peugeot efter en lang vinterpause, jeg glæder mig virkelig til at tage kampen op i VM-serien igen. Med 19 biler i topklassen er der ingen tvivl om, at det bliver en ekstraordinær sæson, og vi kommer til at arbejde hårdere end nogensinde for at nå vores mål om topplaceringer. Vores podieplacering sidste år og vores performance på Le Mans var højdepunkter på en ellers udfordrende 2023-sæson, og hele holdet har arbejdet hårdt hele vinteren for at blive klar til en ny runde, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Det bliver vores sidste løb med bilens nuværende vingeløse design, men netop Qatar virker til at passe bilens design ret godt. Layoutet og banens ’smooth’ overflade fungerer godt med vores lave setup og gør det muligt at bære mere fart gennem svingene. Derfor er vi ret begejstrede over at komme videre til Hyperpole og starte fra en sjetteplads i morgen. Stærkt arbejde af Jean-Éric (Vergne, red.). Men lad os nu se, for 10 timers ræs er lang tid, og som sædvanligt kan alt ske. Men ingen tvivl om, at vi er klar.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

VM-sæsonens åbningsløb, Qatar 1812 Km, skydes i gang lørdag formiddag klokken 9.00 dansk tid. Det 10 timer lange løb er sæsonens andet længste og kan blandt andet ses på TV 2 PLAY eller på FIA WEC TV.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Losail Circuit
  • 02/03/24 - Losail Circuit - FIA WEC - FIA VM
  •