Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Porsche Carrera Cup Germany

Finaletid: Bastian Buus i kamp om andenpladsen

Porsche
Carrera Cup
Germany 

20/10/23 

Den danske Porsche Junior skal kæmpe om et mesterskabspodie, når 2023-udgaven af i Porsche Carrera Cup Deutschland afgøres på Hockenheim den kommende weekend.
 


(Foto: Porsche Motorsport)

Trods en forrygende 2023-sæson med ni podieresultater, inklusive tre sejre, har Bastian Buus ikke været i stand til at vippe sin rival, Larry ten Voorde, af pinden i Porsche Carrera Cup Deutschland. Hollænderen har på forhånd sikret mesterskabet inden finalen på tyske Hockenheim den kommende weekend, men 20-årige Buus – som i september vandt det internationale Porsche Mobil 1 Supercup som den yngste nogensinde – er nu med i kampen om andenpladsen.


(Foto: Porsche Motorsport)

– Mesterskabet er kørt, så nu gælder det det næstbedste podie. Jeg stiller op til weekenden på en foreløbig P2, så dén skal forsvares. At kunne slutte sæsonen af med et Supercup-mesterskab og en andenplads i den tyske serie vil absolut være godkendt, selvom jeg naturligvis havde håbet på to titler. Den indledende test forud for weekenden er gået godt, og hvis vi ellers kan formå at holde kadencen fra de sidste par afdelinger, ser det godt ud. Vejrudsigten er lidt lumsk, men skiftende vejrforhold kan også åbne muligheder. Jeg ser frem til en forhåbentlig stærk sæsonafslutning med hele holdet, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Porsche Motorsport)

Bastian Buus afslutter denne weekend sit tredje år i Porsche Carrera Cup Deutschland, hvor han i alle sæsoner har stillet op for tyske Team Allied-Racing. Den danske racerkører, der er på kontrakt med Porsche Motorsport som den eneste officielle juniorkører i 2023, sluttede i debutåret 2021 blot tre point fra vinderen i rookiemesterskabet. Sidste år endte Buus på en samlet fjerdeplads – og i år kan det altså ende med en andenplads. Tætteste rival til dét resultat er teamkammeraten Harry King, som holder en tredjeplads – 21 point efter danskeren – i den foreløbige stilling.

Forberedelserne til ottende og sidste afdeling af 2023-udgaven af Porsche Carrera Cup Deutschland skydes i gang med træning og kvalifikation fredag den 20. oktober, mens weekendens to 30-minuttersløb afvikles henholdsvis lørdag den 21. oktober og søndag den 22. oktober. Både kvalifikation og løb kan følges live på YouTube.


PORSCHE CARRERA CUP DEUTSCHLAND
TIDSPLAN – HOCKENHEIM

Fredag d. 20. oktober

11.45 – Practice
17.40 – Qualifying

Lørdag d. 21. oktober
11.30 – RACE #1 (30 min)

Søndag d. 22. oktober
11.35 – RACE #2 (30 min)

SE RACE #1
SE RACE #2

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Hockenheim
  • 22/10/23 - Hockenheim - Porsche Carrera Cup Germany
  •