Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Flot indsats af Schandorff-brødrene på Padborg Park

Formel Ford - DK 
03/07/14 

Christian og Frederik Schandorff leverede en flot indsats, da årets tredje afdeling af det danske Formel Ford-mesterskab blev kørt på Padborg Park, som resulterede i tre pokaler. Frederik Schandorff scorede sin sjette løbssejr i år og udbyggede sin føring i mesterskabet til 64 point, mens Christian Schandorff for første gang kom på podiet og sikrede sig sin første Formel Ford-pokal med en tredjeplads.
 

”For mit vedkommende var det den bedste løbsweekend, jeg har haft i klassen,” siger Christian Schandorff. ”Jeg fik en tredjeplads og to fjerdepladser, og i det sidste heat var jeg også oppe og ligge treer på et tidspunkt, og det var rigtig godt.”

De tre top 4-placeringer betød, at den unge djurslænding kunne fordoble sin pointscore, så han nu er avanceret til femtepladsen i mesterskabet.


Christian Schandorff kørte sine hidtil bedste Formel Ford løb
(Foto: CF Racing)

”Jeg synes, at jeg har fået rimelig godt styr på bilen, og nu ligger jeg og kæmper om de pladser, der er sjove at kæmpe om,” siger Christian Schandorff, der har en klar forklaring på sin personlige fremgang. ”Det er mig selv, der tør presse bilen noget mere. Jeg er blevet mere tryg ved bilen, og det er det, at jeg tør presse den mere og mere hele tiden. Jeg havde nogle gode kampe med Kasper Larsen, men vi kørte pænt over for hinanden, og så tør man godt gøre det. Vi lå tæt, rigtig mange gange. Der var kun et par centimeter mellem hjulene.”

Storebror Frederik deltog kun i de to sidste af de tre Formel Ford-løb på Padborg Park.

”Lørdag var jeg på Norisring for at køre Scirocco Cup. Vi kom først fra Nürnberg kl. 20.30, så jeg fik kun sovet et par timer, inden jeg skulle ud i Formel Ford-raceren,” siger han.” Da jeg kørte løb i Tyskland om lørdagen, gik jeg glip af den frie træning, tidskørslen og det første løb i Formel Ford og skulle derfor starte bagerst i andet heat om søndagen, men det kunne ikke være gået meget bedre. Jeg kørte mig op fra bageste startposition til en andenplads i heatet. Derefter var jeg klar til tredje heat, som jeg vandt. Det var en fantastisk søndag.”


Frederik Schandorff kørte sig op gennem feltet i løb 2 og passerede bl.a. Christian Schandorff
(Foto: CF Racing)

”I det sidste heat havde jeg i starten lagt min ind bag Mathias Smith for at tage andenpladsen rundt i de første sving for så at overhale ham senere i heatet. Men jeg syntes, at han bremsede alt for tidligt, så jeg trak ud og bremsede uden om ham, og så var der ikke mere at komme efter. Jeg havde bremset så meget senere end ham, at jeg kunne gå ind foran ham, så han ikke kunne nå at overhale igen.”

Så snart han havde erobret førstepladsen, blev Frederik Schandorff her, og han kunne tage årets sjette løbssejr med et forspring på lidt mere end et sekund. Det resultat var samtidig en god opløftning efter den uheldige lørdag på Norisring.

”På vej ud i tidtagningen på Norisring var der en, som ramte mig, så jeg skulle starte bagest. På de første to omgange af løbet kørte jeg mig ti pladser op til nummer 14. Derefter blev løbet stoppet med rødt flag i halvanden time, fordi der var en franskmand der kørte galt, hvorefter autoværnet skulle repareres. Da løbet blev sat i gang igen, døjede jeg med mit gamle problem, manglende power i det høje omdrejningsområde på bilen samt lidt for højt dæktryk på en bane, der tørrede op og jeg sluttede på 15. pladsen” siger Frederik Schandorff.

CF Racing
Peter Schandorff


Læs mere om:
  • Christian Schandorff
  • Frederik Schandorff
  • Padborg Park
  • 29/06/14 - Padborg Park - Formel Ford - DK
  •