Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

Spændende langdistanceløb venter på Padborg Park

Danish Endurance
Championship 

07/08/12 

DEC - Danish Endurance ChampionshipÅrets løb i Danish Endurance Championship har givet forskellige vindere
Lørdag den 11. august er der lagt op til mange spændende løb på Padborg Park, når årets Padborg Finale 2012 afvikles. Førstedagen på todagesarrangementet byder således dels på to løb for den farverige Youngtimer-klasse, dels en enkelt start for de hårdt pumpede Special Saloon Car, samt ikke mindst årets fjerde afdeling af Danish Endurance Championship.
 

Specielt sidstnævnte løb virker meget uforudsigelig. I hvert fald hvis man kan tage resultaterne fra forårssæsonens tre afholdte løb som et pejlemærke. Således er der ingen af de fire divisioner i Danish Endurance Championship, der er blevet domineret af et mandskab. Ja, i en af divisionerne har man endda været i den specielle situation, at de tre løb er blevet vundet af tre forskellige mandskaber i tre helt forskellige biler.


Tre af årets mange klassevindere i Danish Endurance Championship: Porschen (402) med Michael Nissen, der vandt sæsonpremieren, Jacob Kristensens og Jan Engelbrechts Renault Clio (210), der fører division 2 og distancemesterskabet, og HM Motorsports Citroën C2 (301), der har taget en løbssejr i division 3

Vi taler om division 4 for de kraftigste biler over to liter. Her blev det sidste Danish Endurance Championship-løb vundet af Jan Magnussen/Mads Rasmussen, England/Monaco, i en Ferrari 458 Italia, mens de to første løb blev vundet af henholdsvis Michael Nissen/Casper Elgaard, Middelfart/Århus, i Porsche 911 og Kim Holmgaard/Michael Klostermann/Mikkel C. Johansen, Aalborg/Gørløse/Slagelse, i Aston Martin Vantage!

Der er ingen tvivl om, at det vil være de hurtige sportsvogne, der vil dominere den forreste ende af feltet i Danish Endurance Championship, men ned gennem rækkerne vil der også blive kæmpet. Konkurrencen er nemlig så tæt, at der hverken er plads til fejl eller tekniske problemer, hvis man vil til tops.

Dette understreges af Jan Engelbrecht/Jacob Kristensen, Virum/Selling. I division 2 for de identiske Renault Clio III-racere har de scoret en tredje-, en anden- og en førsteplads, og selv førstepladsen blev en tæt affære, da de her vandt med blot 2,3 sekunder! Den gode, stabile og ikke mindst hurtige indsats har ikke blot bragt duoen ind på den sammenlagte førsteplads i divisionen, men også i føring om den såkaldte distancepokal. Efter tre løb af en samlet varighed på 14 timer er deres forspring på sølle 8,5 kilometer – det er mindre end fire omgange på Padborg Park!


Jet Black Racing (209) tog maksimumpoint ved seneste afdeling i division 2, mens Team Bauhaus’ Aston Martin også været blandt de sejrende biler i sin division

Deltagerne i Danish Endurance Championship vil lørdag formiddag gennemføre to tidtagninger, der bestemmer startopstillingen til løbet, der starter klokken 13.00 og først slutter fire timer senere.

Søndag er der fuldt program på Padborg Park med løb for bl.a. OK Legend Car Cup, Citroën DS3 Cup, Special Saloon Car, Formel Ford og Yokohama 1600 Challenge.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 11/08/12 - Padborg Park - Danish Endurance Championship - DM
  •