ARTS
 

Svær sæsonstart for Kasper Jensen

 
05/07/07 - gav flot halvvejs resultat
At sige det var et let comeback til Danish Touringcar Championship for Kasper Jensen, vil nok kunne komme til at stå som årets overdrivelse, alligevel gik han til sommerpause med et flot resultat.

Efter et par sæsoner i Renault Clio Cup klassen, der blev kronet med en sejr i mesterskabet 2006, var det oplagt at der skulle ske noget nyt for Kasper Jensen fra Aalborg.

Det næste logiske skridt var DTC serien, en klasse som han tidligere har prøvet kræfter med sammen med Hi Class Racing.


Kasper Jensen klar til at tage hul på 2007 sæsonen.
(Foto: NimoFoto.com)

Valget af team til 2007 sæsonen var ikke let, men til sidst faldt valget på Autoforum Racing Team Silkeborg, der til sæsonen havde bestilt to helt nye Peugeot 407 racere.
I teamet blev Kasper makker med David Falch, der har flere sæsoner bag sig sammen med både teamet og klassen, så her var en erfaren teamkollega og trække på fra start af.

Forberedelserne op til sæsonen blev dog ikke så mange og lange som man havde håbet på fra både team og køreres side, da det firma der byggede bilerne først leverede dem kort tid inden det første løb.
Og da der samtidig opstod tekniske problemer med bilerne ved den første test, var kendskabet ikke stort til bilerne da de kørte ud til årets første løb - Åbnings-løbet på Jyllands-Ringen.


Årets første testkørsel på Padborg Park.
(Foto: Motorsporten.dk)

Åbnings-løbet vil ikke blive et af de løb som Kasper kommer til at tænke tilbage på med gode minder, selv om tiderne i den fri træning var gode, med placering i top 10 til følge.
I den efterfølgende tidtagning gik der ild i motorrummet på Kaspers racer, han fik dog hurtigt stoppet bilen og kom i sikkerhed, men videre deltagelse var på grund af skaderne i motorrummet helt udelukket!


Der var god fart på Peugeot raceren allerede fra første løb af.
(Foto: Motorsporten.dk)

For at gøre ondt endnu værre for Kasper, var han udsat for endnu en motorbrand i forbindelse med testdagen forud for sæsonens andet løb - Copenhagen Racing Grand Prix på Sturup Raceway. Her var skaderne dog ikke større end bilen kunne nå at blive repareret og være klar til selve løbet.
Weekenden igennem holdt Kasper sig i den forreste halvdel af DTC feltet, og specielt vil han nok blive husket for sine mange flotte overhalinger i det andet af kvalifikationsløbene, hvor han kørte sig frem fra 18. til 9. pladsen.
Og i finale løbet sluttede han på 8. pladsen, og scorede med de fine resultater sine første point til mesterskabet.


Kasper Jensen befandt sig godt på Sturup Raceway, hvor han var blandt de mest overhalende kørere.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ved sæsonens tredje løb, Juni-løbet på Jyllands-Ringen, viste Kasper igen at han har både farten og viljen til at komme frem i DTC feltet, og var han ikke blevet kørt af banen i det andet løb, var weekenden helt sikkert endt med et topresultat.
Men afkørslen betød at Kasper skulle starte langt tilbage ved finaleløbet, hvilket dog ikke tog modet fra den unge Aalborgenser, han startede fra 20. pladsen og tog næsten en placereing på hvert af løbets omgange, således at han kunne køre over målstregen som nummer 12 - 8 pladser længere fremme end han startede.


Mange konkurrenter så Kasper Jensens Peugeot fra denne vinkel ved Juni-løbet.
(Foto: Motorsporten.dk)

Under og efter Juni-løbet var det tydeligt at Kasper var kommet til et positivt vendepunkt i den sæson der havde budt ham på så mange kvaler fra starten af, nu begyndte de gode resultater at komme, samtidig med at stabiliteten i raceren også var forbedret.
At det ikke bare var en enlig svale viste Kasper ved det sidste løb i forårssæsonen - Padborg Open på Padborg Park - et løb der blev kørt under meget skiftende vejrforhold, og dermed også på vidt forskelligt 'underlag'.

Padborg Open startede med placeringer i den tunge ende af feltet i tidtagningen, men dette lavede Kasper helt om på i det første kvalifikationsløb, hvor han kørte sig fra 19. til 8. pladsen, i et løb der blev kørt i styrtregn og som virkelig bød kørerne på store udfordringer på den spejlglatte bane, men her havde teamet ramt det helt rigtige setup.
8. pladsen gav Kasper pole position til det andet kvalifikationsløb, som startede på våd bane og sluttede på tør bane, her havde Kasper og teamet valgt den helt rigtige dækstrategi, og han kunne køre over målstregen som nummer 2, og som nummer 1 blandt privat cup kørerne.


På Padborg Park viste Kasper Jensen at han også mestre selv
van(d)skelige forhold.
(Foto: Motorsporten.dk)

Finalen gik fint for Kasper, indtil han kom i lidt for tæt berøring med konkurrenterne, hvilket betød to ture gennem strafbanen, hvilket førte ham ned bag i feltet. Men igen viste han, at han kan kunsten at køre sig frem i feltet, så han kunne slutte på 16. pladsen.

Selvom 16. pladsen i det sidste finaleløb måske ikke viser det, så viser de to sidste løbsweekender det - Kasper Jensen er tilbage i DTC - fortsætter hans fremgang i efterårssæsonen, så er en slutplacering i top 10 i DTC mesterskabet ikke umulig, ligesom et topresultat i privat cuppen heller ikke er afskrevet endnu.

Det første af efterårets fire løb køres på Padborg Park den 18. og 19. august.


Hr. Nielsen


Copyright 2001-2009, LV-Motorsport og Motorsporten.dk.