ARTS
 

Falch kører for ARTS igen i 2007

 
28/11/06 - Så er endnu en kørerkontrakt faldet på plads i Autoforum Racing Team Silkeborg, hvor man netop har skrevet kontrakt med David Falch, som den ene af teamets kørere i Danish Touringcar Championship.

David Falch har kørt for teamet siden de begyndte i DTC serien i 2005 sæsonen, hvor han var teamkollega med Klaus Verner, samt i 2006 hvor han kørte sammen med Jason Watt.
Men deres samarbejde går helt tilbage til tiden i Yokohama Cup, hvor David var med til at køre teamets 1-2-3 sejr i mesterskabet hjem i 2004, sammen med Klaus Verner og Lars Vendelbo.


David Falch er klar til endnu en sæson hos Autoforum Racing Team Silkeborg, men Peugeot 307 EPO raceren i baggrunden bliver skiftet ud med en ny racer.
(Foto: ARTS)

For David Falch har de to sæsoner i DTC serien været meget lærerige, og hans resultater har været i konstant fremgang, en fremgang man i teamet håber vil fortsætte i 2007.

"Jeg er bare så glad, det er rigtig godt og en kæmpe lettelse, at det er på plads allerede nu" - udtaler en jublende lykkelig David Falch - "Det bliver en spændende sæson, med et helt nyt regelsæt, som forhåbentligt gør det hele lidt mere jævnbyrdigt. Mit mål i 2007 er at vinde i privat cuppen, samt gøre en god figur i det generelle mesterskab."

Det er endnu ikke besluttet hvem den anden DTC kører i ARTS teamet skal være, ligesom der stadig forhandles til flere sider angående det rullende materiel - sikkert er det dog, at teamet skifter deres Peugeot 307 EPO racer ud med nogle nye biler til næste sæson.


Hr. Nielsen


Copyright 2001-2009, LV-Motorsport og Motorsporten.dk.